Ønsker du at bo i hjertet af Herning, tæt på indkøb, det fantastiske caféliv, Torvet og biblioteket og alligevel i stille og rolige omgivelser, så har du muligheden her. Nu udbydes denne smukke byvilla, beliggende i Herning midtby, med 2 minutters gang til gågaden og stadig beliggende på lukket villavej. Villaen er opført i 1935 i røde sten med betontag. Villaen er istandsat, men med respekt for husets alder og smukke detaljer. Opvarmes med fjernvarme.
INDRETNING: Det første man møder, når man træder ind i denne smagfulde villa, er den smukkeste hall med flotte lyse trægulve og trappe til 1. sal. Dernæst møder man hjerterummet i villaen, et dejligt lyst køkken/alrum med smukt køkken, flotte lyse gulve, brændeovn og udgang til lækker sydvendt træterrasse med udsigt over haven og de smukke træer. Fra alrum er det åbent til dejlig lys stue. De tre sammenhængende rum giver virkelig en fornemmelse af velvære og hygge, og de store vinduespartier giver endvidere et dejligt lysindfald. Charmerende og autentisk gæstetoilet, som passer til husets oprindelige stil. 1. SAL: Dejligt soveværelse med udgang til altan. Walk-in. Stort værelse med udgang til altan og tilhørende walk-in. Smukt badeværelse fra 2010 med håndvaskearrangement, bruseniche, badekar på løvefødder og gulvvarme. Repos. Trægulve på 1. sal er malede. KÆLDER: Repos med flotte lyse plankegulve. To gode og anvendelige disponible rum med flotte lyse plankegulve. Vinrum. Bryggers med hvide klinker, bord og vask samt udgang til haven.
Når man bevæger sig ud i haven finder man et hyggeligt udekøkken samt smukke gamle træer, og selv om denne villa er beliggende midt i byen, er der virkelig luft omkring hele huset, så man ikke føler, at folk har indkig i haven.