Vestparken 40, Lind, 7400 Herning

Unik familie-villa i Lind - 4 værelser og 2 badeværelser.

I 1978 blev denne fine og originale type villa kåret som årets bolig i "Bo Bedre" på grund af sine gennemførte detaljer og den smukke, originale arkitektur. Efterfølgende er denne arkitekttegnede villa fra 1979 over årene nænsomt blevet renoveret, så man i dag har en funktionel og moderne familie-villa, der stadig emmer af alle de flotte arkitektoniske detaljer og gedigne materialer fra villaens oprindelse. Villaen har siden 1979 kun haft to ejere og renoveringen omfatter bl.a. flotte sorte træ-/alu vinduer fra 2017, hvor man som en ekstra detalje også har valgt sorte vinduesrammer indvendigt, som passer flot til villaens øvrige arkitektur. Derudover er der i 2018/2019 etableret to nye badeværelser, hvor man bl.a. har opsat de smukkeste, store fliser med terrazzo-look. indbyggede armaturer, håndklædetørrer og lavet ny gulvvarmeinstallation. Overalt i villaen er rummene lyse og indbydende med en fantastisk loftshøjde.

Til villaen er der en dejlig stor og helt lukket have, hvor der er flere gode terrasser, solkroge og masser af plads til leg og hygge. Haven er sydvendt med sol fra morgen til aften og i den hyggelige køkkenhave er der sommerbær og urter i de nye højbede som er opsat i 2020. Til villaen er der endvidere en god carport og et redskabsrum i enden. Villaen opvarmes med luft til luft va

INDRETNING:
Når man træder ind i denne villa er man slet ikke i tvivl om, at her er arkitekturen i højsædet. De flotte mørke klinkegulve er gennemgående i hele villaen, med undtagelse af badeværelserne, og det giver en helt enestående sammehæng, hvor villaens rum bindes sammen på fornemmeste vis. Det store åbne alrum/stue er fantastisk og lyset strømmer ind af de store vinduespartier, hvor der også er udgang til terrassen og den hyggelige have. Køkkenet er charmerende og originalt med de flotte røde låger, den karakteristiske hylde med indbyggede lamper og en hyggelig spiseplads. I de originale skab har nuværende ejer fået monteret skuffer, så man nemt kan tilgå sine ting. I den ene ende af villaen finder man en "børneafdeling" med to gode værelser og et nyt badeværelse mellem de to værelser. I den anden ende har man et dejligt stort soveværelse samt et ekstra værelse - også herved er der adgang til et nyt flot badeværelse. I det store soveværelse er sengerammen og de tilhørende sengeborde indbyggede fra villaens oprindelse. Det indbyggede inventar på tværs af rummene er også en af de gennemgående og unikke detaljer, der gør denne villa til noget helt særligt. Indbydende entre med højt til loftet og indgang til et praktisk bryggers med vask, bord, indbyggede skabe og plads til vaskemaskine og tørretumbler.

Villaen er beliggende på en lukket stikvej og lige ved stisystemet op til Højgårdskolen og grønne områder. En unik villa - istandsat liebhaveri med stor respekt for den smukke, oprindelige arkitektur og de originale detaljer.