OBS: En villa, hvor der er lavet væsentlige forbedringer, siden energimærke blev lavet med både vinduer og isolering.
Smuk rummelig rødstensvilla med betontag, beliggende for enden af lukket villavej i attraktivt kvarter, tæt på skole og ikke langt fra indkøb. Villaen er opført i 1971/1975 og rummer et boligareal på 251 kvm. samt fantastisk integreret udestue på 24 kvm. med flot travertin gulv med gulvvarme. Haven til denne villa, er en oase for sig selv, helt lukket og utrolig hyggelig, når man nyder den fra udestuen. Vinduer er træ/alu fra 2020. I begge gavle er der kommet ekstra isolering i. Opvarmes med fjernvarme.
INDRETNING: Som det første træder man ind i flot hall med travertin gulv samt gulvvarme og med trappe til 1. sal. Dernæst møder man hjerterummet i denne fantastiske villa. En smuk stor spisestue med trægulv og med store vinduespartier, som giver det smukkeste lysindfald. Herfra er der åben til hyggelig pejsestue med lyst trægulv og med udgang til den hyggeligste udestue, som benyttes året rundt med loft til kip, travertin gulv med gulvvarme og med fornemmelsen af, at man sidder i sin egen lille oase af en "lille skov". Multiform køkken med massiv bordplade, lyst trægulv og med spiseplads. Bryggers med bord og vask samt faste skabe. Pænt gæstebadeværelse med bruseniche og gulvvarme. Værelse med 2 faste skabe. Soveværelse med lyst trægulv og skydeskabsarrangement. 1. SAL: Repos. 3 værelser med hvert 2 faste skabe. Gæstetoilet med håndvaskearrangement. Dejligt stort multirum.
Denne villa giver virkelig plads til hele familien.