Nygade 32, 2. 4., 7400 Herning

Hvis du gerne vil bo centralt, lige i hjertet af Herning, og have alle midtbyens faciliteter indenfor rækkevidde, så er det denne fine andelsbolig, du skal kigge nærmere på. Andelsboligen er beliggende i en meget velfungerende andelsforening, hvor der udover andelsboligen også tilhører et privat depotrum, aflåst cykelskur samt en del fælles parkeringspladser, så det er muligt at få parkeret i gården. Andelsboligen er meget pæn og velvedligeholdt, og da det er den øverste bolig, så er der en helt fantastisk loftshøjde overalt i boligen med et skønt lysindfald fra de store vinduespartier.

INDRETNING:
Pæn lys entre, hvor der er skabsplads til opbevaring og flot lyst gulv. Køkkenet er dejlig lyst og de fleste hvidevarer er skiftet i nyere tid. I køkkenet er der også en hyggelig spiseplads, hvor morgenmaden kan nydes med udsigt gennem det store køkkenvindue ud over de grønne fællesarealer og gården. Der er den dejligste stue med flot lyst gulv og en helt fantastisk loftshøjde. Der er god plads til både spisebord og opholdsmøbler i stuen. Stort soveværelse med faste skabe. Lyst badeværelse med bruseniche og plads til vaskemaskine.

Andelsboligen kan købes som forældrekøb eller omvendt forældrekøb, hvor børn køber til forældre.