Læstedet 4, Lind, 7400 Herning

Dejlig villa på lukket stikvej i Lind

På en lukket stikvej lige i hjertet af Lind finder du denne dejlige villa, som er lige til at flytte ind i. Nuværende ejer har istandsat en stor del af villaen både indvendigt og udvendigt, så den idag fremstår som en moderne og funktionel familievilla. Villaen er beliggende i den centrale del af Lind og der er ikke langt til hverken indkøb, skole eller institutioner.
I forbindelse med istandsættelserne er der bl.a. skiftet tag og etableret 1. sal i 2009. Vinduerne er delvis skiftet over flere år og der er vinduer fra bl.a. 2009 (1. sal), 2019 og 2021. I 2012 blev villaen pudset op og i 2020 var det køkkenet, der stod for tur. Her kom der nye låger, greb og ny bordplade på. Samtidig blev der opsat Troldtekt lofter og lagt et nyt flot gulv, som også går igen i stuen.
Og sidst men absolut ikke mindst, er der på 1. salen blevet etableret det flotteste badeværelse med både bruseniche og kar. De flotte fliser og det smukke håndvaskearrangement spiller flot sammen med de elegante "messingarmaturer". Udover en helt fantastisk villa så er der naturligvis også carport til bilen samt et stort isoleret værksted, overdækket cykelparkering samt et skur til haveredskaber. Skulle det krible i de grønne fingre, så er er i 2020 blevet opsat et skønt orangeri, hvor kaffen og tomatplanterne kan nydes.

INDRETNING:
I denne villa bliver man budt velkommen i den skønneste entre, hvor man har det flotteste kig til 1 .salen og et skønt lysindfald fra ovenlysvinduet over trappen. For at udnytte pladsen under trappen er der opsat et flot skabsarrangement med indbygget alkove, som udover at give dejlig meget opbevaringsplads, også er rigtig pænt i rummet. I det skønne køkken/alrum er der plads til at hele familien kan samles. De flotte støvgrå låger, den lyse bordplade og messinggrebene spiller flot sammen med gulvet. Fra alrummet er der udgang til den skønneste og helt lukkede gårdhave. Derudover er der fra alrummet dobbelt fransk dør ind til den hyggelige stue, hvor der også er troldtekt lofter og udgang til en dejlig overdækket terrasse og den skønne have, der er helt lukket. I stueplan findes også et dejligt stort badeværelse med gulvvarme og bruseniche samt et godt og praktisk bryggers med gulvvarme, flotte lyse skabe og bordplade med vaske.

1. SAL: Villaens 1. sal er lavet i 2009 og her er der lavet 4 rigtig gode værelser og det flotteste badeværelse. I det ene af værelserne er der etableret den hyggeligste alkove med indbyggede skabe. Soveværelset er dejligt stort og der er fint plads til en barneseng ved siden af dobbeltsengen, hvis det skulle blive aktuelt. Derudover så er der også indbyggede skabe med skydelåger i soveværelset. De fire værelser og badeværelset er alle centreret om et rigtig godt og stort aktivitetsrum, hvor det kun er fantasien, der sætter grænser. Det kan være der skal laves et fælles legerum, et krea-rum, en tv-stue eller noget helt andet. Fra aktivitesrummet er der udgang gennem dobbeltdør til en lille altan.

Alt i alt en skøn villa, som glæder sig til at byde de næste ejere velkommen.